Find din plads i Copenhipsters Kreakulturelle Pyramide

Jeg har efterhånden fået en del henvendelser fra unge usystematisk tænkende væsener i alderen 15-45 år, som står overfor det svære men desværre uundgåelige karrierevalg. Hundredvis af spørgsmål og læserbreve er tikket ind i min mailboks.

“Jeg står overfor en 50/50 beslutning mellem at studere fashion på en berømt skole i London eller bruge 5 år på at blive arkitekt. Hvad gør jeg?” - “Hvordan skaber jeg opmærksomhed omkring min person sideløbende med mine designstudier” - “Vil folk stadig synes jeg er en relevant DJ når jeg fylder 18?”- “Hvordan kommer jeg ind på DRs ungdomsredaktion?” - “Er Design & Business uddannelsen på KEA fremtidssikret?” - “Hvordan laver man et remix?” - “Hjælp, mine forældre vil kun købe en Vesterbro-lejlighed til mig, hvis jeg vælger Jurastudiet?”- “Hvad skal jeg skrive på Twitter?” - “Hvordan kombinerer jeg min karriere som upcoming modeskaber med mit job som barista på Ricco’s?” - ”Er det for sent at starte et band når man er 29 år?”“Hvordan bliver jeg en ung, multikreativ og anerkendt designer-dj ligesom Silas Adler?” - ”Hvordan starter man en modeblog?”

Endnu har jeg afholdt mig fra at svare på min generations store spørgsmål. Det har aldrig været min mening at ophøje mig til hyrde for dem, som er tvunget ud i kreativitet. Men som det altomfavnende/elskende væsen jeg er, vil jeg naturligvis gøre mit for hjælpe min generation hjælpe sig selv. Derfor vælger jeg nu at afsløre den på Copenhipster.dk så ofte omtalte Kreakulturelle Pyramide! Jeg konceptualiserede den selv i InDesign under mit livsdefinerende ophold på Krabbesholm Højskole tilbage i efteråret 2005. På daværende tidspunkt var jeg selv et ufokuseret væsen, der var ude af stand til at målrette mine kreative udbrud. Med barnlig uskyld malede, trommede og syede jeg i øst og vest.

Det tog årevis for mig at finde min rette plads som ‘kreativ blogger’ og ‘internet personlighed’, men vi skal jo hver især igennem hårdt arbejde finde vores plads i pyramiden hellere før end siden. For selvom de fleste af os er weboplyste generalister, der ved lidt om det meste og snart har læst os vej fra A-Å i Wikipedia, afkræver industrialderens konforme jobmarked os alligevel et studiebevis, der begrænser vores ubegrænsede væsener til ét enkelt fag. Det er et valg mellem at tromme eller tegne, filme eller blive filmet. Åh det er så forbandet stressende at være på konstant jagt efter den rette kreative kasse… og ja, jeg ved godt man får lyst til at flygte fra det hele, udvide kassekreditten, udskyde de store beslutninger og i stedet drikke fremtiden længere væk med 10 Gyldnedamer og et par Jäger-rør i Kødbyen. Men hvis du vil bidrage med små relevante ændringer til planeten er det tid til at komme i gang. Du er en del af generationen, der skal fremtidssikre den nytænkning og kreativitet vi allesammen skal leve af de næste 100 år. Det er tid til at lade din kreativitet lyse op. Print pyramiden ud, hæng den op på inspirationstavlen og lad den fungere som et lys i mørket. Find din plads nederst i pyramiden og kæmp dig op.

Bliv kreativ, eller dø i forsøget! Gå ud og skab!  Og husk at finanskrisen ikke er en kreativ krise!

DOWNLOAD Den Kreakulturelle Pyramide i en super lækker PDF.

God weekend, og pas nu på jer selv derude.

<3

C

5 notes

Show

  1. luckylooks reblogged this from copenhipster
  2. copenhipster posted this

Blog comments powered by Disqus