Hipsterlisten - Fuck Udkantsdanmark!

Jeg har altid forholdt mig forholdsvis ligeglad og apolitisk, og kun hævet min stemme når uretfærdigheden viste sit grimme ansigt i mit brokvarter. Jeg har i stedet kæmpet mine momentvise revolutioner i kreative modstrømme indenfor mode, musik, design og kunst. Jovist, selvom jeg aldrig står i forreste linje når de kulturradikale går på gaden, er jeg heller aldrig bange for at tekste eller tale min mening…. Jeg sang en sang for irakerne med Trente og Simpson. Jeg købte “Jeg er også dansker”-trøjen af Seidenfaden. Jeg meldte mig ind i gruppen “Ja til moskeer i Danmark”. Jeg rakte tunge af en vred politimand da Ungeren blev jævnet. Og jeg har tilkendegivet min utilfredshed med lukningen af Stengade, Kødboderne og Pumperen via mine sociale profiler.
Jeg har heller aldrig været bange for at ta’ et upopulært standpunkt for at støtte op om en god ven i nød. For nogen tid siden blev min party-major Fleurquin angrebet af Ungerens medlemsblad, Modkraft, og jeg måtte træde til bevæbnet med min skarpe pen for at give min uforbeholdne støtte. Mit personlige brand er efterhånden så stærkt (tak thorborg!), at jeg kan sætte bevægelser igang, og jeg føler derfor det nu er min pligt at tale på min bys vegne - for kære læser, noget er under opsejling på den anden side af vores skyhøje byport!
Jeg har gennem længere holdt et skarpt øje med udviklingen af partiet Fælleslisten. Det nystiftede parti kæmper aktivt for bevarelsen af et Danmark uden for Københavns Kommune - også kendt som Udkantsdanmark. Det jeg har fundet ud af, er intet mindre en alarmerende! Og jeg føler mig nødsaget til at råbe vagt i gevær. Det fremgår af partiets hjemmeside, at de erklærer sig et ”ægte oprørsparti og en bevægelse startet i den vestjydske befolkning på grund af magtovergreb, ulighed og manglende respekt for de danske yderområder”
Magtovergreb, ulighed og manglende respekt for de danske yderområder, ja, jeg kan sandelig mærke frygten komme snigende ind over legusterhækken. Mens Fælleslisten og DF forsøger at klynge sig til frygten for cutting-edge culture, innovation og fremdrift, er jeg ikke bange for at tage det modsatte parti - derfor præsenterer jeg Hipsterlisten.
Hipsterlisten er et parti for alle os kreative rebeller. Vi vil arbejde intensivt for en effektiv og fair polarisering af Danmark ud fra en klar vision om at gøre København til krea-kapitalismens globale omdrejningspunkt. Med hjælp fra vores islandske søsterparti, Besti flokkurinn (De Bedste), har vi udviklet et partiprogram, der fokuserer på kreativ såvel som økonomisk vækst i København.
Her er vores første 10 valgløfter:
- Samtlige historiske bygninger i København skal udsmykkes af Damien Hirst, Banksy og vores hjemlige kunstnere. Tal R er blevet stillet rundetårn i udsigt.
- Al industri, uromantisk landbrug og triviel produktion flyttes ud i Udkantsdanmark.
- Værnepligten afskaffes og erstattes af et års obligatorisk ophold på en kreativ højskole inden for musik, kunst, arkitektur, design eller creative business.
- Bjarke Ingels skal ha’ helt frie rammer og midler til udfoldelsen af sin visionære arkitektur.
- Bompenge ved alle indfaldveje, så fixien langt om længe kan nå sin topfart.
- Genoprettelse af Den Fri til alle jer kreative, der mangler det sidste klap på skulderen for at få sparket karrieren igang.
- Kirkeasyl i alle Nørrebros kirker.
- Personlig coaching over sygesikringen.
- Opdyrkelse af alle grønne arealer i København til bio-dynamisk jordbrug efter alle post-industrialist og DR2-vært, Frank Bonderøvs foreskrifter.
- Scala-bygningen rives ned og erstattes af verdens største chill-out område med fri chai, yoga, hvedegræs shots, terapi og meditation. Naturligvis koordineret af Kong Baden - “I lukker ikke flere ind med mindre de kommer fra Carlsberg!”
Jeg er igang med at sammensætte en styregruppe af byens ypperste kulturvæsener. Simon Strange får naturligvis den øverste post, og bliver ansvarlig for det vi kalder den kreative magts tredeling; den udøvende kunstners magt (byens førende kreative), den lovgivende magt (kreative institutioner og virksomheder) og den smagsdømmende magt (bloggere, Soundvenue, Copenhipster og Adrian Hughes).
Jeg har Fleurquin ombord som økonomiordfører, hvor han under parolen “money is for the poor” vil gå efter direkte kontrol over Nationalbanken for at erklære cutting-edge culture byens dyrebareste ressource, og omfordele al overdreven velstand til alle Københavns trængte kunstnere, der i øjeblikket er truet på dagpengene og tvunget ud i ydmygende servicejobs.
Jeg regner inden længe med at præsentere hele mit hold. Liberal Alliance har Lars Sejer fra Saxo Bank, som økonomisk støtte. Jeg forhandler pt. med Stadil, Yabii-stifter Martin Thorborg og flere andre om støtte til plakater, flyers, personlig branding og valggøjl.
…Det eneste problem her er det repræsentative demokrati. Mens vi I København har nørklet i InDesign og Ableton er befolkningstallet eksploderet i Udkantsdanmark. De er simpelthen flere end os, og vil altså altid ha’ overmagten ved et folketingsvalg. Derfor kan vi nok ikke komme uden om en eller anden form for oprør eller løsrivelse fra resten af landet. Men ingen grund til bekymring, vi har jo prøvet det her med at sætte handling bag vores politiske overbevisning før. Så måske Simpson, Anders og Trolle kan sætte endnu en protestkoncert op? Måske Kirkeasyl kan hjælpe mig med en Facebook gruppe, hvor alle kan udtrykke deres utilfredshed og afmagt? Måske vi kan gi’ den lille havfrue maske på? Måske vi kan lave en flashmob ved Storkespringvandet. Måske vi kan gå i fakkeloptog ned til Kødbyen hver fredag før vi drikker os væk?

Er I med mig København? Fuck Udkantsdanmark!
4 notes
-
energydemocracy liked this
-
whitemeadows liked this
-
skyklapper liked this
-
miskovic38 liked this
-
copenhipster posted this
