Mit nye statement-firma CopenCreative og det søde liv på Soho House!

Endnu engang vil jeg gerne undskylde min dalende aktivitet på bloggen, men sandheden er, at jeg simpelthen har haft så travlt med at boltre mig i det idérige, livlige og hypersociale miljø i mit nye kontorkollektiv, Soho House- Kødbyens Kreative Kontorhotel. Nu siger jeg kontor, men det er langt mere end det. Det er en samlet pakke. En spis-hvad-du-kan af den kreative livsstil. Den perfekte ‘life=work-balance’ med yoga og zen-meditation i frokostpausen. Et unikt fristed for et ungt og usystematisk væsen, som mig, der søger konstant relevans og friskblandet nytænkning i alle døgnets 24 timer. Det er som at udleve et afsnit af min yndlingsserie Mad Men, hvor kreativiteten dagligt chokstartes af lige dele ufornuftigt stærke cocktails, umulige romancer og ustyrlig skabertrang.

Hver morgen glæder jeg mig stadilsk meget til at træde ind ad døren, eller vågne op med hovedet i tasteturet, på det jeg før kaldte arbejde for at cirkulere og udveksle kompetencer på en frisindet, veldesignet og multikreativ legeplads. Da jeg efter lang tid på ventelisten endelig fik min kontorplads dernede var det egentlig planen, at jeg skulle blogge på fuld tid, men efter mit netværk er eksploderet på få uger befinder mit nystiftede firma, CopenCreative, sig nu i krydsfeltet mellem adskillige spirende brancher på det uudforskede blå ocean - Commercial blogging, iPhone Apps, guerilla marketing, industrial design og creative consulting. Jeg har, med en smule hjælp fra min praktikant ude fra Creative Business Processes på CBS, brugt de sidste par uger på at koge firmaets strategi ned til én elegant sætning - mit buddhist-kapitalist mantra, mit “think different”.
Det lyder således:
Enhance the customer experience by facilitating authentic conversations
… Ja, så skulle der vist ikke være nogen tvivl om, hvad det er jeg kan tilbyde verden - mit 25-årige livs’ value proposition. I skal allesammen være hjerteligt velkommen til at kikke forbi Jagthytten, vores Twin Peaks inspirerede mødelokale, til en uforpligtende snak om, hvordan CopenCreative kan levere et ekstra lag af cutting-edge konsulentydelser oven på dit firmas trivielle og forældede støtteydelser. Vi putter et ‘buzz’ foran din marketing og et ‘green’ foran din technology. Vi har naturligvis det store kørekort i sociale medier og præsenterer altid vores koncepter i Apple’s Keynote (den virker hver gang i Udkantsdanmark).

Men det uden tvivl mest fantastiske ved mit liv på Soho Hotellet er den 250KVM store tagterasse, hvor vi holder nogle helt utrolige sammenkomster for at fejre vores konstante nyvindinger. Ak ja, jeg kan ikke komme ned når jeg først er deroppe. Ganske vist har vi ikke en swimmingpool ligesom de har på Hotel Gansevoort i NYs Kødby, men vores udlejer Claus har købt det største badebassin fra Jem&Fix, hvilket fungerer mindst lige så godt når badedyret er hårdtpumpet og Moët’en flyder frit. Det er i sandhed en Edenshave for Mit Kreative København, hvor sponsoralkoholen fredag efter fredag har ledt mig i fristelsen og friet mig for bekymringer. Hvem havde troede, at jeg skulle mænge mig på lige fod med en række af byens aller største skabere, der vil gå over i historien som værende kulminationen på Københavns Kreative Guldalder - En frisindet koloni af kreative, der ikke har set sin mage siden den kulturradikale opblomstring i 1930’erne eller Skagensmalerne.

Hvis I synes, det lyder for godt til at være sandt bør I lige tjekke nedenstående video fra vores fest under Copenhagen Fashion Week. Sæbeboblerne fløj, chai-housen flød, Karen havde varen <3, Soap-pigerne dansede som var det 1999, Breum red ind i Kødbyen på palmeblade og Le var i byen uden farmand. Kan I spotte mig? ;-)
Og tøv endelig ikke med at kikke op i aften til løssluppent poolparty og en snak om, hvad CopenCreative kan gøre for dig og din virksomhed? Jeg gi’r det første glas Moët!
Det er kreativ business anno 2010!
<3
C
1 note
-
skyklapper liked this
-
copenhipster posted this
